Max Weber, David Bearman og de elektroniske arkivene

Abstract

Den moderne arkivvidenskab er en sammensat størrelse, der kan være vanskelig at få defineret under en samlet betegnelse. Forskellige teoretikere har bidraget med arbejde, der alligevel kan gøre det muligt at indkredse genstandsfelt, koncepter, teorier og begreber. Arkiv og dokumentation regnes som almene, bestandige og centrale elementer i bureaukrati og forvaltning. Sociologiens grundlægger Max Weber (1864-1920) producerede en omfattende og bred analyse af bureaukratiets funktionsmåde i begyndelsen af det 20. århundret. Skriftlighed, arkivmateriale og «Akten» eller filer var inkluderet i dette billede. Arkivernes egenskaber som kilder til dokumentation og information som igen sikrer myndighedernes og embedsværkets ansvarlighed, var – og blev regnet som – en central og ufravigelig del af forvaltningens maskineri. Den gennemgribende digitaliseringen af samfundet som indtraf fra sidste del af århundret og som nu gerne sammenfattes som det digitale skifte, kom til at udgøre en trussel mod bevaringen af arkiv i den traditionelle form, mod hjørnestenene i bureaukratiet som oversættelighed og dokumenterbarhed, og mere alment mod det vi kan kalde skriftlighedens bestandighed. Denne artikel undersøger hvordan disse ændringer blev opfattet i de første ti år af det digitale skiftet og hvordan «de lange linjer» i udviklingen af arkiv og dokumentationsforvaltning som fag- og videnskabsområde blev påvirket af digitaliseringen. Det er i perioden, hvor arkivvidenskaben revitaliseres som selvstændig videnskab, blandt andet på grund af den pågående digitalisering. Den har siden hen revolutioneret ikke bare arkiv- og dokumentationsforvaltning, men også ændret kommunikationsformerne overalt i samfundet. Vi tager udgangspunkt i arbejdet fra to forskere og videnskabspersoner i hver ende af århundret – Max Weber og David Bearman.

Max Weber, David Bearman og de elektroniske arkivene