Dramafagets rolle i en digital læringskultur

Abstract

Udgangspunktet for denne studie er hentet i et nyligt afsluttet doktorgradsprojekt ”#iLive – konturer af en performativ dramadidaktik i en digital samtid” (Knudsen, 2017a). I doktorgradsprojektet undersøgte jeg, hvordan det performative og digitale samfund kunne revitalisere dramadidaktik. Herunder hvilke læringsmuligheder som opstod i krydsfeltet mellem sociale medier og drama som læringsform. Min interesse i denne artikel er rettet mod nogle erfaringer, som jeg gjorde mig som forsker og dramapædagog, når jeg bevægede mig i krydsfeltet mellem sociale medier og dramadidaktik. Fælles for disse erfaringer var, at det jeg vil kalde en moderne dramapædagogisk didaktik blev udfordret i mødet med de sociale medier. Dette skete blandt andet i forbindelse med anvendelsen af dramatisk fiktion i en didaktisk kontekst. Spørgsmålet som jeg vil belyse i denne studie, er: Hvordan kan de sociale medier og en digital læringskultur føre dramadidaktisk tænkning mod en mere senmoderne forståelse af dramapædagogik i et komplekst samfund? I artiklen redegør jeg indledningsvis for en moderne dramapædagogisk didaktik, og efterfølgende forsøger jeg, med udgangspunkt i erfaringer fra mit doktorgradsprojekt at vise til, hvorfor en vending mod et senmoderne læringssyn kan være relevant for drama/teaterfaget. Gennem signalord, som er hentet fra ph.d.-afhandlingen; didaktik, digital læringskultur, og performativ læring, drøftes, hvordan en digital læringskultur kan revitalisere og re-kontekstualisere drama/teaterfaget i en digital samtid.