Rhizomatic Epistemologies: Mapping narratives about and amongst grassroots river rehabilitation along the rivers of Nairobi

Abstract

Med rehabilitering af Nairobis flodsystem som case, undersøger denne opgave: Hvilke narrativer understøtter Nairobi-baserede græsrodsbevægelsers praksisser ift. flodrehabilitering? Studiet består af fem kapitler og begynder med en introduktion af Nairobi, Kenyas hovedstad. Kapitel 1 beskriver, hvordan de britiske kolonisters planlægningssystemer har formet socio-rumlige mønstre i byen. Befolkningstilvæksten i Nairobi sker i et tempo, hvor byens flodsystemer belastes. Dette medfører, at lavindkomst- og uformelle boligområder påvirkes uforholdsmæssigt af miljøfarer relateret til byens floder. Studiet undersøger uoverensstemmelser mellem rehabiliteringsprocesser, drevet af staten, såsom Nairobi Rivers Commission, og græsrodsgrupper, der bor langs floderne og arbejder på at genoprette byens økosystemer. Kapitel 2 er et litteraturstudie, som bygger det teoretiske fundament for opgaven. Kapitlet undersøger teorier relateret til global- og world-city-diskurser, og hvordan disse manifesterer sig i byens rum. Desuden diskuteres radikal placemaking og abolitionistiske økologier, hvilket i denne sammenhæng henviser til flodrehabilitering drevet af græsrodsbevægelser. Dette diskuteres i forhold til modstridende rationaler, kontrahegemoniske epistemologier og assemblage-teori. Kapitel 3 beskriver opgavens metode. En kvalitativ, narrativ undersøgelse gennemført som en casestudie. Dette kapitel inkluderer refleksioner over etik, positionering og bias. Kapitel 4 er analysen og diskussionen af resultaterne opnået ved en diskursanalyse af strategiske udviklingsplaner, såsom Nairobi Metropolitan Vision 2030 samt interviews med græsrødder og aktører, der arbejder professionelt med byudvikling i Nairobi. Studierne er gennemført i løbet af tre ugers feltarbejde i Nairobi i marts 2024. Kapitel 5 opsummerer undersøgelsen og konkluderer, at planlægningsdiskurserne, reflekteret i statslige flodgenopretningsindsatser, illustrerer endimensionale forestillinger, der er baseret på af vestlige udviklingsmønstre. Rationalerne bag statens rehabiliteringsproces synes at være baseret på at forbedre byens visuelle fremstilling, tiltrække international kapital samt øge værdien af land langs floderne. De græsrodspraksisser, der eksisterer uden for formelle planlægningssystemer, er derimod baseret på kontekstuel viden og illustrerer kontrahegemoniske tilgange til flodrehabilitering. Græsrodspraksisserne illustrerer, at der er forskellige og nogle gange modstridende rationaler bag genopretningsindsatserne. Ved at rette fokus mod heterogene, urbane praksisser, repræsenteret af græsrødderne, åbnes der for en udvidet tilgang til planlægningsteori og -praksis. Denne tilgang opfatter produktionen af rum i byer, som grundlæggende rhizomatisk og altså en samling af flere livsverdener. De bidrager dermed til dekonstruktion af epistemiske hierarkier.

With the rehabilitation of the Nairobi Rivers as a case, this study asks: Which narratives underpin Nairobi-based grassroots movements’ river rehabilitation practices? It moves through five chapters, beginning with an introduction to the context of Nairobi, Kenya’s capital. Chapter 1 describes how colonial spatial planning has shaped socio-spatial patterns in the city. As Nairobi is rapidly urbanising, the riparian landscape is deteriorating in a way where low-income and informal settlements are disproportionately affected by environmental hazards related to the urban rivers. The study explores the disjuncture between state-led rehabilitation efforts such as the Nairobi Rivers Commission and grassroots groups that live along the rivers and work to rehabilitate the ecological systems. Chapter 2 is a literature review, which builds the theoretical foundation of this study. It explores theories related to global and world city discourses and how this manifests in the production of space in cities. Additionally, it discusses radical placemaking and abolitionist ecologies with reference to grassroots river rehabilitation efforts. This is discussed in relation to conflicting rationalities, counter-hegemonic epistemologies and assemblage theory. Chapter 3 describes the methodology; a qualitative, narrative enquiry undertaken as a case study. This chapter includes reflections on ethics, positionality and biases. Chapter 4 presents the analysis and discussion of the findings from a discourse analysis of strategic development plans such as the Nairobi Metropolitan Vision 2030, and interviews with grassroots and urban professionals undertaken during a three-week field trip to Nairobi in March 2024. Chapter 5 sums up the study and concludes that the planning discourses reflected in state-led river rehabilitation efforts illustrate unidimensional imaginaries derived from Western development trajectories. The rationalities behind the state-led river rehabilitation seem to be based on improving the image of the city, attracting international capital and increasing the value of land. The grassroots practices that exist outside formal planning schemes, on the other hand, are based on situated knowledges and offer counter-hegemonic approaches to river rehabilitation. Essentially pluralistic, the grassroots practices illustrate that there are different, and sometimes conflicting rationalities behind the river rehabilitation efforts. Shifting the focus to the heterogeneous urbanisms of grassroots practices invites expanded approaches to planning theory and practices. This approach perceives the production of space in cities as essentially rhizomatic, an assemblage of multiple lifeworlds, and in doing that, contributes to the dismantling of epistemic hierarchies.