| dc.description.abstract | De Forenede Nationers (FN) anbefaling om at fremme psykisk sundhed udtrykker en international anerkendelse af behovet for et mere flerfagligt fokus på psykisk sundhed frem for at fastholde en entydig medicinsk orientering mod sygdom inden for det psykiske sundhedsområde. Anerkendelsen heraf udgør konteksten for, at psykiatrien, forstået som det medicinske subspeciale, nu befinder sig i en grundlags- og legitimitetskrise, hvor medicinske repræsentanter ofte strategisk kæmper for at ignorere konkurrerende forestillinger om god praksis, selvom psykiatriens kamp for fagligt overherredømme i sig selv kan modvirke virksomme og hjælpsomme praksisser set i lyset af FN’s anbefalinger. For at modvirke disse former for strategisk ignorance og for at fremme professionelles etiske stillingstagen og faglige refleksion på et oplyst grundlag analyserer og diskuterer artiklen tre udbredte forestillinger om god praksis, der betegnes som henholdsvis den psykopolitiske, den kønspolitiske og den radikale forestilling. Dette gøres ved først at anskueliggøre forestillingernes til tider enslydende men også forskellige menneskesyn, mål, metoder og etiske værdier. Artiklen diskuterer dernæst, hvordan forholdet mellem disse tre forestillinger og deres forskellige grundantagelser kan effektuere nogle etiske problemer, som kan komme til syne, når de mødes i praksis. Artiklens analyser og diskussioner belyser herigennem de grundlæggende forestillinger, som kontekstualiserer faglige uenigheder, etiske dilemmaer og direkte magtkampe om den legitime ret til at meningsfastlægge definitionen på god praksis i det daglige. Artiklen stiller spørgsmålstegn ved formålstjenesteligheden ved, at de tre forestillinger reelt konkurrerer om at definere etisk god praksis frem for at tale om, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de forskellige perspektiver. | en_US |
