Bondestandens petitioner mellem enevælde og repræsentativ politik, 1835-1847

Abstract

Denne artikel undersøger bondestandens petitioner til stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg i årene 1835-1846. Artiklen argumenterer for, at stænderforsamlingerne fra 1835 medførte en ændring i enevældens petitionskultur. Stænderforsamlingerne modtog flere hundrede petitioner fra bondestanden i perioden. Bondestandens politiske tænkning er noget overset i den politiske historieskrivning, og her præsenterer bondepetitionerne en indgang til politisk tænkning og argumentation hos en del af befolkningen, som ellers stort set var fraværende i den offentlige, politiske samtale.

Artiklen argumenterer for, at bondestandens petitioner i årene 1835-1846 ikke blot ligger i forlængelse af, men også repræsenterer et brud med enevældens petitionskultur. Petitionerne var kollektive og udtrykte ønsker om generelle samfundsændringer. Petitionerne gav anledning til, at den ikke-stemmeberettigede del af landbefolkningen fik mulighed for at udtrykke sig politisk. Artiklen argumenterer for, at kongefiguren spillede en central rolle i bondepetitionernes politiske argumentation. Artiklen konkluderer, at argumentation og sprog i bondepetitionerne bærer præg af at være produceret i en brydningstid mellem enevælde og en moderne, repræsentativ politisk kultur.